Bose Krishnamachari

Født 1963 i Kerala, Indien
Bor og arbejder i Mumbai, Indien

Bose Krishnamachari er kunstner og kurator. Hans kunstneriske praksis omfatter blandt andet abstrakte malerier, figurative tegninger, skulpturer, fotografi og multimedieinstallationer. Hans arbejde er stilistisk varieret, men der løber alligevel en rød tråd gennem hans værker i form af en kritik af de magtstrukturer, der findes inden for kunstverdenen og i samfundet som sådan. Ved sin første separatudstilling i 1990 gjorde Krishnamachari brug af en minimalistisk stil; han frembragte et abstrakt udtryk i sort på sort og hvidt perforeret papir, der gav mindelser om Braille. Da beskuerne hverken kunne røre eller læse sproget, var der tale om en ironisk kommentar til samtidskulturen, i særdeleshed til regelsættet for, hvordan man opfører sig inden for kunstgalleriets rum.

I både sit arbejde som kurator og som kunstner ser Krishnamachari nærmere på den kunsthistoriske kanon og udstiller de uligheder, den indeholder. De-Curating – Indian Contemporary Artists, 2003, omfattede 94 skitser og malerier af nulevende indiske kunstnere – såvel veletablerede som fremadstormende. Værkerne opstod som et resultat af tre års rejseaktivitet, hvor Krishnamachari rejste på kryds og tværs af Indien og mødte folk, talte med dem, fotograferede og tegnede. Rejsen var med hans egne ord ”en håndlavet hyldest til ære for kunstneren, en ægte ’fuldtidsarbejder’”, og resultatet underminerer kunsthistoriens domsafsigelser, idet det fremstiller kunstnerne som lige væsentlige. Krishnamacharis ønske om at støtte og udbrede kendskabet til mindre kendte kunstnere påvirker også hans kuratoriske arbejde; han har ved flere lejligheder udformet udstillinger, der skaber synlighed for indiske kunstnere i større byer og giver dem mulighed for at blive set på den internationale samtidskunstscene.

Andre af Krishnamacharis værker kaster blikket længere ud end kunstverdenen. De forsøger at undersøge den ”almindelige Mumbai-borger”s psyke og tydeliggøre det, Krishnamachari beskriver som det ”ocean af bekymringer, der er opstået ud af hverdagens spørgsmål om accept”. En af hans serier omfatter seks store portrætter, udført med kuglepen, af ansatte fra kunstnerens egen husholdning i Mumbai, samt 108 fotoportrætter af individer, der har berørt kunstnerens liv; portrætter, der holder erindringen om hans møder med dem levende. Værkerne minder beskueren om, hvordan økonomiske og klassemæssige skel stadig gør sig gældende i nutidens Indien.

Den store multimedieinstallation Ghost / Transmemoir, 2008, anlægger en anden vinkel på det at kortlægge Mumbai. Værket består af 108 brugte tiffins (stålbeholdere, der bruges som en art madkasser). De er ophængt på en ramme og tilsluttet hovedtelefoner og små skærme. Tiffin-beholderne spiller en central rolle i den indiske hverdag; hver dag bliver millioner af dem fyldt op af hjemmegående kvinder, afhentet, udvekslet, udvekslet igen og sorteret indtil den rigtige hjemmelavede frokost når frem til den rette kontorarbejder. På det overordnede plan indfanger installationen noget af den energi og det kaos, som livet i gaderne byder på, alt imens skærmene viser interview med mennesker fra Mumbai. De fremlægger deres tanker, små triumfer, frustrationer, religioner og følelser og minder beskueren om, hvor mange individuelle stemmer og historier, man kan finde blandt de i alt 20,8 millioner indbyggere i Mumbai.

I en anden af sine installationer anlægger Krishnamachari et mere tydeligt politisk standpunkt og kommenterer på de pressekonferenceplatforme, som dem, der udøver krig, anvender for at retfærdiggøre deres handlinger. White Builders and the Red Carpets, 2008, fremviser 108 mikrofoner på et langt, rødt bord; de står klar til en pressekonference. Bag ved bordet står 13 hvide stole med rygge skabt som imposante arkitektoniske former; stole, der repræsenterer den slags magtfulde individer, som kunne tænkes at ville tale med pressen ved en sådan begivenhed. Stolene symboliserer de talendes ambitioner om at være ”builders” – altså nogle, der fremmer krig for selv at opnå økonomisk gevinst. Antallet af stole henviser også til Leonardo Da Vincis The Last Supper og minder os om, hvordan religionen ofte spiller en rolle inden for krigskulturen. White Builders and the Red Carpets udgør også en kommentar om, hvordan information spredes, og hvor afgørende informationsstrømmen kan være for ens overlevelse her i den nye medietidsalder, hvor 24-timers nyhedskanaler er blomstret op på steder, hvor der før kun var ringe adgang til den form for oplysninger.

Rebecca Morrild
 

Bose Krishnamachari

Ghost / Transmemoir, 2006-08