Kiran Subbaiah

Født 1971 i Sidapur, Indien
Bor og arbejder i Bangalore, Indien

Kiran Subbaiah er uddannet billedhugger, men arbejder med en lang række medier, heriblandt assemblage, video og Internetkunst. Hans greb består ofte i at undergrave genstandes form og funktion; herved sætter han spørgsmålstegn ved forholdet mellem brug og værdi og gør opmærksom på de selvmodsigelser, som hverdagslivet rummer. Ironi, gravalvorlig humor og en groft formet æstetik giver Subbaiah en række simple binære modsætninger – funktionsdygtig/ubrugelig, aktion/reaktion samt årsag/virkning – hvormed han kan fremføre sine tanker og betragtninger.

Ofte omskaber Subbaiah fundne objekter, så de danner paradokser. Thirst, 1998, udgøres af et glas, der er alt andet end forfriskende; det indeholder småsten og står usikkert balanceret mellem materialer, der med sikkerhed giver tør mund: en bunke salt og et tårn af gips, stof, papir, flamingopap og vat. Love All, 1999, er en fodbold, der er besat med ustrøgne tændstikker og placeret klar til kick-off på en cirkel af strygeflader, der truer med at antænde bolden, hvis en kamp skulle blive fløjtet i gang.

I det offentlige rum bruger Subbaiah gadeskiltenes og de officielle opslags sprog og format. Med fraser såsom ”Forbud Strengt Forbudt” og ”Ignorer Dette Hjørne” eller symboler såsom en cykel med fødder i stedet for hjul skubber han til den magt, som denne slags påbud har over den offentlighed, der forventes at adlyde deres bud.

Kunstneren fungerer som skuespiller i sine videoer, hvor han spiller med gravalvorlig mine og tilsyneladende oprigtighed. Flight Rehearsals, 2003, viderefører Subbaiahs interesse i det subversive ved at vende vores begreber om tyngdekraft og skala på hovedet. Kameraet er vinklet således at Subbaiah synes at ”flyve”, idet han har opdaget, at hemmeligheden ved at flyve blot er at blive ved med at hoppe inden tyngdekraften har tid til at reagere. Handlingen flytter sig derefter til et soveværelse hvor et ringende vækkeur i ”forgrunden” viser sig rent faktisk at være meget stort og befinde sig i baggrunden, hvilket skaber en urovækkende forvrængning af rummet og den måde, man umiddelbart opfatter det på.

Under overskriften net.art på sin website (www.geocities.com/antikiran) præsenterer Subbaiah en række Internet- og computerbaserede projekter. Heriblandt finder man en række attrap-virusser , der kan downloades og simulere et angreb på computeren – de får endog maskinen til at udstøde smertensskrig. Computervirusser har kunstnerens særlige interesse som noget, der befinder sig mellem det funktionelle og det ikke-funktionelle – deres formål er at dræne computeren for brugsværdi. 

Subbaiahs website præsenterer også ideer og forslag, der endnu ikke er omsat i virkelighed, men som i sig selv fungerer som kommentarer til samfundet af i dag. Heriblandt finder man en toiletrulleholder, der trykker de allerseneste nyheder på arkene; en afspejling af den aktuelle glubende appetit på uafbrudt adgang til information og den hastighed, hvormed nyheder forbruges og kastes bort. Han foreslår også, at man bruger en forstærker og højttaler som horn på cykler, således at cyklisterne bedre kan kæmpe mod den brutale brug af hornsignaler, der finder sted i indiske byer. Hermed kommer han ikke blot med en kommentar til det larmende storbyliv, men også til tendensen til at sætte hårdt mod hårdt snarere end at søge en mere fredelig løsning.

Kunstneren betragter sit arbejde som en form for frigørelse, hvor genstande ikke længere behøver at holde sig til deres oprindeligt tilsigtede brug. Han viderefører dette ved at definere dem som kunstgenstande – for, som han siger: ”For mig ligger hele fordelen ved at lave kunst i, at den ikke behøver at tjene noget formål.”

Rebecca Morrild

Kiran Subbaiah

Flight Rehearsals, 2003