|
Født 1969 i Mysore, Indien
Bor og arbejder i Mysore, Indien
N S Harshas arbejde spænder vidt og omfatter blandt andet et figurativt og detaljerigt maleri, tegning, halvabstrakte paneler, skulpturer og installationer, stedsspecifikke projekter samt samarbejder, der tager udgangspunkt i lokalsamfund eller interessefællesskaber. Harsha er meget anerkendt for sin nybearbejdning af den indiske tradition for miniaturemaleri, hvori han sammenføjer Mughal-, Pahari- og Rajasthani-retningerne og omsætter dem til den monumentale stil, der kendetegner traditionelle vægmalerier. Lige som andre stærke skikkelser fra Barodo-skolen såsom Ghulam Mohammed Sheikh og Bupen Khakkar, som han står på skuldrene af, favner Harsha hele den moderne indiske fortælling, der er blevet beriget af populære kunstformer, og bruger den som platform for at fremføre vægtige kommentarer om samfundsmæssige og politiske forhold. Eftersom miniaturemaleriet ofte er blevet anvendt til at skabe opmærksomhed om sociale og politiske skævheder, kan Harsha siges at hengive sig til traditionen med sin reference, samtidig med at han opdaterer traditionen med sit personlige udtryk for at bære samtidige forhold til skue.
Hans store lærreder afbilder med deres væld af detaljer en slags mikrokosmos af livet i Indien. Den store mængde af figurer befinder sig alle i en fælles bevægelse og fokuserer på en afstikkende eller komisk sær begivenhed, eller bringes i bevægelse af en gensidig nysgerrighed. Harshas malerier kombinerer på vittig vis riter og ritualer , der er almindeligt forekommende i det indiske hverdagsliv, med billeder fra nyhedshistorier fra hele verden. Tendensen ses tydeligst og mest gribende i Smoke Goes Up Smoke Goes Down Your Search For Me Is Always On, der er en del af en cyklus på tolv malerier skabt mellem 2004 og 2006. Til syvende og sidst er Harshas værker en følsom og indfølt afbildning af menneskehedens beskaffenhed, hvori der henvises til hvordan lokale og globale problemstillinger mødes; alt sammen brudt gennem den linse, som hans liv i byen Mysore holder op for ham. Mass Marriage står som en videreførelse af hans bekymringer angående diversitet, her vist gennem gentagelse og flerfoldighed; to strategier, der gennemsyrer både hans malerier og hans installationsværker.
Blandt hans malerier findes også vignetter, hvor figurerne er anbragt op imod en mørk baggrund. Nogle af disse fungerer som en direkte kritik af kunstverdenen, mens andre henleder opmærksomheden på den øgede spænding mellem de fattige landområder og rige byer, der opstår, når byens entreprenører sniger sig ind på landbrugsjorden. Landarbejderne afbildes som underlegne i forhold til de højere uddannede bytyper med deres jakkesæt og mapper. Ubalancen understreges yderligere af de provokerende tekster, der er indarbejdet i malerier såsom They Will Manage My Hunger, 2005.
Harshas store installation Cosmic Orphans, 2006, var et stedsspecifikt maleri, der blev skabt til Singapore-biennalen og placeret i Sri Krishnan-templet. Harsha dækkede hele loftet over den indre helligdom og gulvet omkring templets tårn med malerier af sovende skikkelser, der mindede om de mængder af mennesker, der hjælpeløst sover på de indiske jernbanestationer i en evig venten på et tog, der aldrig kommer. Harsha valgte med vilje tempelrum, der ikke normalt er forbundet med traditionelt maleri. I den indiske kultur findes der et stærkt tabu i forhold til det at træde på et andet menneske, og derved tvinges publikum til at overveje de grænser mellem det hellige og det profane, som præsterne overholder så strengt. Dermed bliver vejen til den inderste helligdom – og videre mod den højeste oplysning – til en grænse, der ikke kan overskrides.
I værket til Serpentine Gallery udtrykkes denne tanke om en uoverstigelig grænse i Harshas stedsspecifikke vægmaleri. Han afbilder en menneskemængde, der holdes tilbage af et improviseret hegn. Kunstneren malede værket direkte på væggen, hvor det konfronterer publikum og opfordrer dem til at tænke over hvordan de står i forhold til mængden.
Savita Apte, Rebecca Morrild
|
|

N S Harsha
Come give us a speech, 2008
|