Nalini Malani

Nalini Malani

Født 1946 i Karachi, Pakistan
Bor og arbejder i Mumbai, Indien

 

Nalini Malani dukkede op på den indiske kunstscene på et tidspunkt, hvor den stadig var mandsdomineret. Som en del af en ny generation af kvindelige kunstnere, der vævede personlige fortællinger ind i deres kunstneriske praksis, fremstod hendes tidlige værker som forløsende selvbiografiske udsagn. Hendes maleriers kvindelige persongalleri genforhandler helt tydeligt familierelationer og -forhold. Værkerne fokuserer på kroppen, og brugen af interaktion og mange lag bliver til en metafor, der udtrykker det indiske samfunds komplekse problemstillinger og de følelser, de fremkalder: undertrykkelse, angst, selvoptagethed og vrede.

 

Malani arbejdede i begyndelsen med tydeligt indiske tematikker og gik videre til at seksualisere og af-kønne sine kvindelige figurer, idet hun henledte opmærksomheden på de ekstreme kvinderoller i det indiske samfund, lige fra byens proletariat til gadeakrobaten. Hendes fokus har rettet sig mod ukonventionelle kvinder – Dulle Griet fra Breughels maleri, Medea, Sita, Radha, Akka, Alice fra Lewis Carrolls Alice i Eventyrland. Nogle af disse kvinder har eksisteret, andre er legender eller historier; men hver især har undergravet mandsdominerede sociale normer for derved at definere nye roller. Figurerne optræder alene eller sammenslyngede – ikke i forventelige sammenhænge, men som del af fortællinger i mange lag, der står åbne for fortolkninger.

 

Malani begyndte at opnå international anerkendelse i 1980erne, og i 1990erne blev hun en del af Indiens første generation af videokunstnere. Hendes praksis omfatter også multimedieinstallationer og eksperimentalteater, men maleriet og tegnekunsten står fortsat centralt i hendes arbejde. Hendes eksperimenter udi de post-maleriske medier er for hende noget, der giver hende mulighed for at genkalde sig den tidlige erfaring med at lære, hvordan man maler. Videomediet byder på en ubegrænset rumlig og tidslig fortættethed, som kan bruges til at udforske en malers tilgang til feltet.

 

Nalini er altid bevidst om de globale diskurser, der former den kvindelige identitet, men bruger samtidig et specifikt personligt udtryk, der sammenfletter hendes lokale historie og samfundsforhold for derved at formidle hendes stillingtagen. Hendes værker vrimler med approprierede og genapproprierede billeder, der understøtter hendes narrative udsagn, som også i sig selv ofte tager form af en fortælling og genfortælling inden for det enkelte værk. Hendes medvirken i performanceværket Medeamaterial inspirerede hende til at arbejde med menneskelige følelser og hvordan de udtrykkes gennem kropslige forandringer.

 

I sine installationer kombinerer hun maleriet med lys og skygge. Det første af disse værker blev til efter at kunstneren havde skabt scenografi til en forestilling, hvor skuespillerne interagerede med malede former på scenen; i hendes installationer er den menneskelige tilstedeværelse imidlertid fjernet. Værkerne afsøger ligeledes arbejdet med flere lag, i særdeleshed fordi hun maler dem på transparente cylindere, der belyses og roterer, således at det rum, de befinder sig i, fyldes med skygger. Cylindrene peger tilbage på de buddhistiske bønnemøller, hvor rotationerne udtrykker et ønske om forandring inden for en cyklisk kontinuitets stabile rammer; her opbygger cylindrenes omdrejninger og billeder en fortløbende fortælling af episke proportioner, der opstår og atter forsvinder i ét nu. Værket ledsages af musik og tekst, og tilsammen fremfører de historiske, kulturelle, personlige og psykologiske elementer en række allegorier over politiske og miljømæssige farer; billeder, der minder os om krigens rædsler, om den industrielle revolution og de utopier og dystopier, der fulgte efter.

 

Indian Highway viser serien Tales of Good and Evil, der omfatter tolv delværker. Det samlede værk henviser til forskellige former for formidling og kommunikation, til den mundtlige overlevering af fortællinger, myter og legender af indisk oprindelse, der i løbet af flere århundreder blev videreført via de store handelsveje, der forbandt nord og syd og øst og vest.


Savita Apte, Rebecca Morrild
 

 

Nalini Malani

Part Object, 2008