Sheela Gowda

Født 1957 i Bhadravati, Indien
Bor og arbejder i Bangalore, Indian

Sheela Gowdas arbejde strækker sig over en lang række medier, heriblandt maleri, tegning, skulptur og installationskunst. Især er Gowdas materialevalg vigtigt, både på grund af den atmosfære, de skaber i kraft af deres overflader, farve, og duft og på grund af deres styrke som metaforer. I sine værker indarbejder hun substanser, der kan findes i hverdagslivet i såvel byen som på landet i Indien. Heriblandt komøg, der dels er helligt, men som også bruges som brændsel til madlavning og som byggemateriale; bladguld og ceremonielle farver, der anvendes til at smykke kroppen og til ritualer; samt materialer, der hører hjemmet til, såsom kokosfibre, nåle, tråd og snor.

Gowdas procesbaserede arbejde udvisker ofte grænsen mellem kunst og kunsthåndværk. Gennem hele sit arbejde sætter hun spørgsmålstegn ved det kvindelige subjekts rolle i den blanding af religion, nationalisme og vold, som nutidens Indien består af. I And Tell Him of My Pain, 1998/2001/2007, trak Gowda over 100 meter tråd gennem nåle, hvorefter hun rullede trådene op og farvede dem med rød kumkum (tørret gurkemeje) og gummi arabicum som fiksermiddel. Trådene hængtes derefter ned fra vægge og blev draperet hen over rummet, så de dannede en tredimensional tegning. Værket har flere betydningslag. Det henviser til krydderikulturen – der traditionelt har været en del af den kvindelige erfaring – samt til tekstilindustrien, og minder beskueren om den smerte, der kendetegner kvindernes liv i hjemmet i et patriarkalsk samfund.

Gowda er oprindeligt uddannet maler, men hendes værker ændrede fundamentalt karakter i forbindelse med den krise, hun oplevede i forbindelse med den fundamentalistisk-hinduistiske vold og optøjerne i Mumbai i 1992. Hun opgav det konventionelle maleri og vendte i stedet sin opmærksomhed mod skulptur- og installationskunst. Selv om hun viger tilbage fra at bruge sine værker til at komme med stridbare udsagn, er hendes seneste malerier, såsom Agneepath, 2006, mere politiske i deres emnevalg og trækker på billeder af bylivets uroligheder, konflikter og tragedier.

Hendes store skulpturer og installationer indarbejder også helt almindelige, maskinfremstillede materialer af den slags, som klunses og genbruges af fattige omrejsende arbejdere, f.eks. blyrør, asfalt, plastikpresenninger og metaltønder. Hendes monumentale Darkroom, 2006, er bygget ud af metalolietønder, der stables, som de er, eller mases flade, så de bliver til plader. På en og samme tid bringer værket mindelser om storheden ved klassiske kolonnader eller slotstårne og den enkelhed, der kendetegner de midlertidige opholdssteder, som Indiens vejarbejdere bygger til sig selv. Inde i konstruktionen brydes mørket af ganske små prikker af lys, der skinner ind gennem små huller i metalloftet og ligner en stjernekonstellation. Denne blanding af noget råt og noget lyrisk genfindes mange af Gowdas værker.

Gowda er også interesseret i tanken om at forskyde materialer og dermed fremkalde ny betydning i genstandene. I Ground, 2007, indsamlede hun sten, der tidligere var blevet brugt til at male mel og krydderier på, men som var gjort overflødige af moderne køkkenudstyr og derfor smidt væk. Hun fandt disse sten på gaden i Bangalore, Indiens svar på Silicon Valley; en by, der har været i en rivende udvikling i de seneste år. Hun fordelte disse sten rundt omkring i Lyon under Biennalen. Ved at blive forskubbet ud af deres oprindelige sammenhæng fik disse kasserede genstande nyt liv og fungerede som en stærk påmindelse om den hastighed, hvormed urgamle traditioner er forsvundet.

Rebecca Morrild
 

Sheela Gowda

Darkroom, 2006