|
Født 1964 i Khagaul, Bihar, Indien
Bor og arbejder i New Dehli, Indien
Subodh Guptas kunstneriske virke strækker sig over forskellige medier, heriblandt maleri, skulptur, fotografi, video og performance. Gennem hele sit arbejde gør han brug af genstande, der er let genkendelige ikoner for hverdagslivet i Indien – han bruger køkkengrej som f.eks. opstablede tiffin-madkasser i rustfrit stål, eller symboler fra gadelivet såsom cykler, scootere og taxier. Ved at tage disse objekter ud af deres oprindelige sammenhæng og placere dem i museer og gallerier hæver han deres status fra at være hverdagsgenstande til at være højt værdsatte kunstværker.
Gupta er født i en lille by i den nordlige provins Bihar, et af de fattigste områder i Indien. Han uddannede sig som maler i Patna og flyttede efterfølgende til New Delhi. Hans erfaringer med den stærke kontrast mellem land- og byliv og en følelse af kulturel løsrevethed er temaer, der gennemstrømmer hans kunstneriske virke.Hans arbejde fungerer som en kommentar til den trussel mod traditionelle levemåder, som er opstået i kraft af Indiens hastige modernisering og urbanisering. In Pure, 2000, er Gupta blevet filmet alt imens han er dækket i et tykt lag komøg og efterfølgende spules ren. Komøg bruges som brændsel i mange indiske hjem, men bruges samtidig også til rituelle renselser i landsbyerne, og Gupta har bemærket, at denne tradition ikke videreføres i bylivet. Han gør sig overvejelser over den slags forskelle i en række skulpturer med titlen Cow, hvori han sammenstiller cykler og scootere med mælkejunger; de står for hans overraskelse over at se mælk blive leveret på cykler i byerne i stedet for at blive hentet direkte hos koen.
Gupta er anerkendt for sin evne til at kommunikere virkningsfuldt på både lokalt og globalt plan. Han har udstillet bredt for et internationalt publikum, og har i den forbindelse præsenteret særlige elementer fra sin egen kultur gennem et umiddelbart tilgængeligt formsprog. Han benytter sig frit af klicheer om den indiske befolknings bekymringer, og gør det med humor og med en rørende sentimentalitet.Gupta vækker især begejstring med sine skulpturelle installationer af køkkengrej i skinnende messing, kobber, aluminium eller rustfrit stål – det være sig skåle, tallerkener, gryder, pander, bestik eller andet – som f.eks. i Curry, 2005. Den slags genstande er nu almindeligt udbredt i køkkener over hele Indien, men står stadig som stærke markører for middelklassens stræben efter prestige og en sofistikeret livsstil. I den store installation The Silk Route, 2007, er tiffin-madbokse stablet højt op og kører rundt på et transportbånd, hvorved der skabes en svimlende mængde af skinnende tårne, der giver mindelser om skyskraberne i Indiens stadigt voksende byer.
Andre af Guptas værker beskæftiger sig med Indiens stadigt mere globaliserede forestilling om det at rejse og den økonomiske migration, der finder sted blandt arbejdsstyrken. Sprængfyldte pakker – ghathris – støbes i bronze og fremvises på et roterende bagagebånd i en lufthavn, således som det er tilfældet i den store installation Across Seven Seas, 2004, eller usikkert balancerende på taget af en synkende Ambassador-taxi som i Everything Is Inside, 2004. Pakker af denne art indeholder de højt skattede forbrugsgoder, som udrejsende Indiske arbejdere tager med sig tilbage, når de kommer hjem fra Golfstaterne, og de står for den stolthed, arbejderne føler over at bringe rigdom med sig til deres familier.
Et senere arbejde, Gandhi's Three Monkeys, 2008, er et tydeligt politisk værk, der på ironisk vis afbilder Indiens berømte fredshelt som tre kolossale hoveder iført militære hovedbeklædninger. Brugen af slidt og patineret messinghusholdningsgrej, en soldaterhjelm, en terroristhætte og en gasmaske forstærker Guptas dialetik mellem krig og fred, det offentlige og det private, det global og det lokale: temaer, der kan genfindes i hele hans arbejde.
Rebecca Morrild
|
|

Subodh Gupta
Date by Date, 2008
|