Ingvar Cronhammar

Ingvar Cronhammar har gennem mange år præget den danske kunstscene med sine store og monumentale skulpturer, der ses på mange kunstmuseer og i det offentlige rum. Ingvar Cronhammar er født i Sverige, men har i en årrække boet i Herning.

 

thumb 1fotosteengyldendalIngvarCronhammarIngvar Cronhammar (f. 1947). Foto: Steen Gyldendal

INGVAR CRONHAMMAR OG HEART
HEART har den største samling af Ingvar Cronhammars værker på dansk jord, i alt 21 værker hvoraf 13 er skulpturer. En af de første skulpturer, som museet erhvervede, var Skrig i vilden nat 1987. I 1994 lykkedes det museet at erhverve sig en samling på i alt syv skulpturer, her i blandt Slangens Hjerte, 1986, Udkrængningens Ly, 1990, Vigilant, 1990 og The Gate, 1988. Sidstnævnte betragtes af mange som et gennembrudsværk. Det er også i Herning, at skulpturen eller måske rettere monumentet Elia fra 2001, står på et grønt område syd for HEART. Den er et af de mere bemærkelsesværdige værker af Cronhammars i det offentlige rum.

At Herning også er Cronhammars hjemsted, er ingen tilfældighed. I et interview siger han "jeg føler mig godt tilpas i det vilde vesten her. Her er store vidder, åbne hedestrækninger og lige linjer. Og så er der en grundlæggende holdning om, at intet i princippet er umuligt. Jeg kan ikke mindes, at jeg én eneste gang er blevet mødt med skepsis, og det er jo egentlig ret fantastisk".  

 1542 The Gate Ingvar Cronhammar Foto Poul Ib Henriksen 1The Gate, 1988

INGVAR CRONHAMMAR
Ingvar Cronhammar er en ener i dansk kunsthistorie og mest markant i hans euvre står de store, monumentale skulpturer i mørke materialer. Med disse værker har han sat et markant præg på det danske kunstlandskab, både hvad angår kunstmuseernes samlinger og det offentlige rum. Cronhammars værker kan beskrives som skulpturelle installationer og med referencer til arkitektur. Store eller små, så har Cronhammars værker altid en uhyggelig kraft understreget af det chokerende formsprog og brugen af lyd og lys.

Det synes som om hans værker hører hjemme i science fiction eller i psykologiens mørke. De ofte anvendte materialer som mahogni, jern, stål og gummi uden spor af menneskehånd og den store skala giver værkerne kraft og karakter af noget maskinelt. Dette får dog en drejning, når han tilføjer elementer fra naturen som dyreknogler og fuglevinger, der ikke gør mødet med værkerne mindre overraskende.

 Ingvar Cronhammar Skrig i vilden nat Foto SKH 1Skrig i Vilden Nat, 1987

Cronhammars værker rummer mange ting, måske især modsætninger. Der er forskydninger i værkerne i form af naturmaterialer, farver og elementer, der forstyrrer symmetrien. Det er ordenen, der tilføres et element af kaos. Denne dualisme gør værkerne dragende og vanskelige at aflæse. De har på samme tid elementer af fortid og nutid, det almindelige og det ekstraordinære, de er på samme tid romantiske og højteknologiske, og de synes at hidrøre både det jordiske og det kosmiske.

De befinder sig et sted imellem alting, i deres helt egen verden, hvor de fungere som monumentale bremseklodser, der standser alt liv omkring sig. Og netop for værkerne får os til at standse op og fordi de indbyder til eftertanke, er hensigten med dem lykkedes.