Presse: Asger Jorn og HEART Highlights

02.03.18 - 26.08.18

Fredag d. 2. marts slår HEART dørene op for en udstilling med et udvalg af det bedste fra samlingen og en større sektion med nytilkomne Asger Jorn værker.

Takket være en deponering fra en generøs udenlandsk kunstsamler har HEART fået mulighed for at vise ikke mindre end 14 værker af Asger Jorn, hvoraf størstedelen ikke tidligere har været udstillet på danske museer. I teksten herunder fortæller samleren, der ønsker at forblive anonym, om sine tanker om kunstneren, sin baggrund for at have anskaffet værkerne og motivationen for at lade dem udstille på HEART.

Min mor samlede på dansk kunst hele livet. Gennem hele min barndom tog hun mig med til auktioner og udstillinger. Jeg elsker den danske kunst, der står som et vidnesbyrd om min bedstemor og mors hjemland – et land i forandring, og et land som jeg ønsker at fastholde mine tidlige minder om: Minder om min bedstemors gamle København med de gule sporvogne, minder om de rødklædte danske postbude og minder om gyldne marker og gårde nord for København – et land, som gav mig sikkerhed og tryghed i en verden fuld af vold og uretfærdighed.

Jeg lærte af de ting, jeg så med min mor, og jeg lærte af de ting, jeg hørte, og jo mere jeg lærte, des mere begejstret blev jeg for Asger Jorn. Lige fra en ganske ung alder følte jeg, at denne alt andet end idylliske mester havde noget ganske unikt over sig – en unik stormfuld følelsesladethed og også en unik stil.

"Hvordan kan det være, at disse nærmest tilfældige farveklatter kan være så enestående og let genkendelige?” Det spørgsmål er aldrig holdt op med at fascinere mig – og det optager mig lige så meget som mennesket Asger og den måde, han malede på og reagerede på hans enestående periode i Danmarks historie – en tid, som jeg er rundet af, og som du også er rundet af.

Jeg håber, I må nyde denne store danske mesters værker og den måde, hvorpå han giver udtryk for en tid, som jeg ser som grundlaget for vores land og folk i dag. Et land, som jeg bliver stadigt mere stolt af for hvert år, der går.

Jorn og Herning
Asger Jorn var en god ven af familien Damgaard i Herning. Familien var i mange år førende inden for produktion af skjorter. Og for Damgaards kunstrådgiver Børge Birch (1906-1993) var Jorn et stort aktiv. Børge Birch købte, solgte og udstillede værker af Jorn, og var på den måde medvirkende til, at Jorn fik sit internationale gennembrud i 60´erne bl.a. efter, at han i 1958 havde været med på verdensudstillingen i Bruxelles. Jorn var aldrig på et regulært arbejdsophold på skjortefabrikken Angli, som så mange andre af hans kunstnerkollegaer. Men på et af hans talrige besøg hos familien Damgaard, blev han tilbudt en opgave, nemlig at udsmykke den indre gård i ”Den runde fabrik” i Birk. Et tilbud, han afslog, da han ikke kunne afse tiden til det. Jorn foreslog i stedet kunstnerkollegaen Carl-Henning Pedersen til opgaven. I 1968 stod den enorme keramikfrise ”Fantasiens leg om livets hjul” så færdig.

HEARTs samling indeholder allerede 19 værker af Asger Jorn, og med de nu 14 nytilkomne værker må det være en opfordring til, som CoBRA kunstnerne, at slippe fantasien løs, lade spontaniteten råde og genopdage HEART og Herning som den kunstneriske legeplads, skjortefabrikanten Aage Damgaard (1917-1991) i sin tid skabte!

Udover Asger Jorn vises værker fra HEARTs samling af Enrico Castellani, Carel Visser, Paul Gadegaard, Asger Jorn, Piero Manzoni, Niels Nedergaard, Knud Hvidberg, Ole Schwalbe m.fl.

For yderligere info og pressebilleder kontakt Thilde Nyborg: tnn@heartmus.dk