Tejal Shah

Født 1979 i Bhilai, Indien
Bor og arbejder i Mumbai, Indien

Tejal Shah arbejder med video, fotografi, performance og installationskunst idet hun udvisker grænser med sit emnevalg og visuelle sprog. Shah bygger på en række forskellige kilder fra diverse historier og kulturer, herunder sine egne livserfaringer og fortællinger fra de subkulturer, der ikke har nogen stemme, og hun beskæftiger sig primært med temaerne identitet, politik, køn og seksualitet.

Shah har helt fra sine første modne værker arbejdet med kroppen som kønnet og seksualiseret. Mange af værkerne fokuserer på kønnet som social og biologisk konstruktion. Persongalleriet består ofte af kvinder, transkønnede eller transseksuelle mennesker, der er blevet marginaliseret af den overordnede historiefortælling. Shahs refererer til ”otherness” og rækker samtidig hinsides dette begreb.

What are you? 2006, udforsker hvordan kønnets sprog kan formes; det manipuleres rent fysisk, ikke blot af hendes udvalgte motiver, nemlig de såkaldte hirja, en gruppe af transkønnede, men også gennem brugen af forskellige medier. I en videoinstallation med to filmspor er begge skærme placeret sammen, super-8-film sammenføjes med video-agtige filmklip, der flyder sammen til en formel portrættering, som flettes sammen med fundne filmstumper; alt dette afspejler ikke blot en interesse i de formmæssige aspekter af hendes værk; det genspejler også den kompleksitet, der kendetegner hirjaernes liv og de måder, de definerer og lever med deres identitet på.Som en hvirvelstrøm af følelser og æstetik, der på én gang er humoristisk, fantasifuldt og festligt, bliver værket til et sted for en forsvarskamp og en transformation hvori hirjaerne gøres til et muligt ophav til en ny vision; værket bliver til en slags aktivisme, der fremfører en utopisk vision af, hvad køn kan være.

Videoen There is always something absent, 2007–08, der blev skabt under kunstnerens ophold i Paris, bygger videre på Shahs interesse i den systematiske kontrol af kvinders seksualitet, vanvid og psykisk sygdom. Værket er skabt i samarbejde med Marion Perrin, en danser og koreograf med base i Paris, og beskæftiger sig kritisk med historiske og sociale konstruktioner såsom kvindeligt hysteri.Narrativet fokuserer på historien om Augustine, der var patient på Salpêtrière Hospitalet fra 1875 til 1880. En sammenstilling af billeder fra fortid og nutid skaber en følelse af genklang, der forbinder os med de kvinder, der blev indfanget af Salpêtrière; de kombineres med kliniske citater fra Dr. Charcot’s noter, og herigennem stiller Shah spørgsmålstegn ved de alment accepterede historiske forestillinger og sociale konstruktioner angående køn; først da hovedpersonen undslipper, forklædt som mand, får hun endelig lov til at udtrykke sine følelser.  

Udover sine afsøgninger af køn og seksualitet arbejder Shah også med begreberne religion, national identitet, selvet og samfundet i sin roste film I Love My India, 2003. Værket beskæftiger sig med det statsstøttede folkemord på en minoritetsgruppe, nemlig de indisk-muslimske indbyggere i Gujarat (2002), og Shah ophæver dermed den gængse forestilling om Indien som værende blandt verdens største demokratier. Kunstneren fremstår selv som fortæller og har også selv filmet på en banal location: Et offentligt rekreativt område ved Nariman Point. Værket tager form som en meningsmåling, hvor de ærlige og direkte udsagn handler om alt fra tab, apati, fordomme og uvidenhed på en måde, der ikke blot stiller spørgsmålstegn ved demokratiet på lokalt plan, men ved hele menneskeheden. Når man ser på verden efter terrorangrebene i New York, beder videoen beskueren om at genoverveje sit eget politiske standpunkt og stiller spørgsmålet om, hvorvidt det er blevet mere acceptabelt at begå denne form for voldelige handlinger, når krigen mod terror er blevet fremført som en universel sag og som demokratiets bolværk.

Leila Hasham
 

Tejal Shah

I Love My India, 2003