|
Født 1964 Trishur, Kerala, Indien
Bor og arbejder i Bangalore, Indien
Før multimedia kunstneren og fotografen Vivek Vilasini begyndte at studere kunst og skulptur hos traditionelle indiske håndværkere, var han radioofficer på All India Marine College i Kochi.I sin kunst er Vilasini kendt for at arbejde med de eksisterende sociale strukturer, som er fremherskende i det indiske samfund i dag. Han interesserer sig for at definere den kulturelle identitet samtidig med, at han forholder sig kritisk til globaliseringen.
I fotocollagen ”Between one Shore and several Others (Just what is it…after Richard Hamilton)” fra 2008 refererer Vilasini til et ikonisk kunstværk af kunstneren Richard Hamilton. Hamilton var en britisk maler og collagekunstner, der i en collage fra 1965 med titlen ”Hvad er det, der gør nutidens hjem så anderledes, så tiltrækkende?” (Just What Is It That Makes Today's Homes So Different, So Appealing?) skabte et af de første kunstværker indenfor Pop Art genren. Via digital manipulation omfortolker Vilasini Hamilton’s ikoniske billede med en særlig indisk sensibilitet. Ved at anvende billedfragmenter fra den indiske populærkultur, fra nyhedsmedier, reklamer og Bollywood film, fletter han den østlige og vestlige ikonografi sammen. Vilasini genindfører allerede foreskrevne roller i en ny kontekst samtidig med, at han debatterer den moderne globale tidsalder. Således udforsker værket hvordan den moderne indiske kunsts vitalitet er født af økonomiske og politiske forandringer, mediernes indflydelse, og af rivaliseringen mellem kulturelle traditioner og globaliseringen.
Vilasini’s collage fremhæver hvordan vores egen historie altid er relateret til samfundshistorie - de fælles afhængigheder og uadskilligheder, der præger udviklingen af begge. Værket kan således påvirke en kulturel og social bevidsthed hos beskueren.
Stine Kleis Hansen
|
|

Vivek Valasini
Between one Shore and several Others
(Just what is it...after Richard Hamilton), 2008
|