Black Sun - Søren Solkær

 

Matterport optagelsen er lavet af Johnny Wärnstrøm – www.mttrprt.dk

 

06.02.21 - 09.05.21

Den internationalt anerkendte fotograf Søren Solkær er klar med sit hidtil største kunstfotoprojekt: Black Sun. Udstillingen er den første museumspræsentation af fotos og video baseret på kunstbogen af samme navn, der udkom i november 2020.  Solkær forlader i disse værker portrættet og finder tilbage til sit barndoms landskab i Sønderjyllands marskland for at fotografere sort sol. I 4 år har han rejst Sønderjylland og Europa rundt for at forevige dette hypnotiske fænomen.

"Dette projekt har ført mig tilbage til min barndoms og ungdoms landskab i den sønderjyske marsk. Her samles op til en million stære om foråret og efteråret, inden de fortsætter deres træk, og sætter hermed scenen for et af naturens mest spektakulære fænomener: sort sol.

Når de utallige fugle samles i store flokke, før de slår sig ned i rørskoven i skumringen, viser de deres utrolige samarbejdsevner og navigationsfærdigheder. Fra tid til anden tilføjes en ekstra dramatisk dimension, når rovfugle angriber stæreflokken, der som modtræk udfører en betagende ballet om liv og død.

Stærene bevæger sig som én samlet organisme, der med stor styrke modsætter sig enhver ydre trussel. Dette skaber et stærkt visuelt udtryk – som en blæktegning eller et kalligrafisk penselstrøg, der maler sig mod himlen. Inde i sværmen dannes fortættede former og sorte linjer som interferensbølger eller matematiske abstraktioner, der skrives hen over horisonten. Fra tid til anden synes flokken at besidde den samme særlige sammenhængskraft som videnskabens supervæsker, der skifter form i en uendelig strøm: Fra geometrisk til organisk, fra fast til flydende, fra stoflig til æterisk, fra virkelighed til drøm – en udveksling, hvor tiden ophører og en mytisk tid gennemskinner alt. Det er dét øjeblik, jeg har forsøgt at indfange – et lille stykke af evigheden."

Udstillingen præsenterer mere end 50 fotografier. Desuden vises en video-collage lavet specielt til udstillingen af filmskaberen Tine Reingaard, og to yderligere videoværker: et af Søren Solkær og et af Tine Reingaard med ny musik af Karsten Fundal. Lydsiden, der opleves i 3D, er tilrettelagt i samarbejde med lyddesigner Mikkel Larsen og Dynaudio.

 

 

“Bevægelsen er det essentielle i skabelsen af en Sort Sol, oplevelsen bliver dynamisk. Man skal glæde sig over fotografens besættelse af sit stof. Millioner af magiske splitsekunder ligger mellem hvert af de billeder, som har fået lov til at manifestere sig i det lys og mørke, som er fotografiets rum. Fotografen må have haft det med stoffet som en vis person i Bibelen havde det med sin gud: Jeg slipper dig ikke før du velsigner mig. Som stærene har sat deres signatur på himlen har Søren Solkær sat sin umiskendelige signatur på disse blade.” 
Uddrag af Ib Michaels forord til bogen Black Sun

 

Kom med TV MIDTVEST på besøg i udstillingen her: 

 

 

 

 Oplev et udvalg af værk- og installationsfotos fra Black Sun her:

 

 

 

Udstillingen er støttet af:

Midtjysk Skole. og Kulturfond

Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat