Ulvetime - Ingvar Cronhammar

1542 The Gate Ingvar Cronhammar Foto Poul Ib Henriksen 1 

Ingvar Cronhammar, The Gate, foto: Poul Ib Henriksen

08.10.22 - 18.08.23

”Ulvetimen er timen mellem nat og daggry. Det er den time, hvor flest mennesker dør, hvor søvnen er dybest, hvor mareridtet er virkeligst. Det er den time, hvor den søvnløse jages af sin dybeste angst, og hvor spøgelser og dæmoner er stærkest.”
Ingmar Bergman

I oktober 2022, halvandet år efter kunstnerens død, åbner HEART en komprimeret udstilling af de værker, der gjorde Ingvar Cronhammar til folkeeje. Udstillingen fremmaner en illusion af det sorte, hvide og røde skyggeland, hvori ideen til værkerne er opstået. HEART ejer Danmarks største samling af Cronhammars værker. Langt de fleste af dem må være skabt i det Cronhammarske skyggeland. En blanding af skabelseszone og psykogeografisk referenceland, som han selv omtaler som et sort og et rødt område, mellem hvilke der er en hvid bræmme.

Inspireret af Bergman går vi til det Cronhammarske univers med forestillingen om ulvetimen som en overgangsfase. Overgangen mellem liv og død, det gode og det onde, frygten og lettelsen. Men, overgangen er også en overskridelse. Intet er helt det ene eller det andet. Ulvetimen er det tidspunkt, hvor dagen gryr, og hvor vi er nødt til at se os selv i øjnene.

I udstillingens sorte mørke huserer Cronhammars karakteristiske science fiction inspirerede værker som f.eks. Skrig i vilden nat, 1987, Udkrængningens ly, 1990, Attack, 1992, og Well of Roses, 1991. I mørket er det mareridtet og døden, der er på spil. Fantasilandets hvide bræmme, ”blonden”, som er grænsen mellem det sorte og det røde, er et surreelt organisk landskab, hvor dyrekroppe, svanevinger og slangehalse synes at fremmane fortidige ofringsritualer. I det store røde rum står Cronhammars enorme gennembrudsværk The Gate fra 1988 alene og ’brøler’, og i museets koncertsal afspilles Cronhammars film Kill fra 2012.

Selve livet er på spil i Cronhammars værker. Det er alvor. Melankolien og smerten lurer altid sammen med tvivlen. Værkerne skaber en fornemmelse af en allerede indtruffen apokalyptisk tilstand i kraft af deres påtrængende højteknologiske, science fiction karakter. Store som små, har Cronhammars værker altid en uhyggelig kraft. Formsproget er unheimlich i Freudiansk forstand. Værkerne synes at høre hjemme i et psykologiens mørke, men, midt i mørkets maskinelle univers findes levn fra naturen som dyreknogler og fuglevinger.

Cronhammar udtalte selv om dem: ”Værkerne får betydning og tilstedeværelse, når de spændes ud mellem livets to poler: Mellem den basale skønhed, hvor vi næsten henfaldne oplever Guds skaberfinger på den ene side og på den anden det mørke; smerten, alvoren, melankolien. Det er de to poler, der danner klangbunden i livet

Værkerne befinder sig i deres helt egen verden, hvor de som monumentale bremseklodser standser os i vort daglige liv og hverdagsagtige forestillinger.