Astrid Kruse Jensen, Nyanlagt udendørs scene og parkområde, Prags Boulevard - København, 2009
02.04.11 - 28.08.11
OPLEV DIT DANMARK PÅ DANMARKS SMUKKESTE KUNSTMUSEUM
14 af Danmarks bedste fotografer har gennem to år rejst landet tyndt. De har fået til opgave at skildre det danske landskab i forandring – med hver deres retning, tempo og vinkel. Resultatet er det hidtil største fotokunstneriske projekt herhjemme. Over 300 værker fra det omfattende projekt vises nu på HEART som eneste udstillingssted i Jylland.
FRA ØRESTAD TIL ØSTER BØLLE - FRA SKATEPARK TIL SANDFLUGT
De fjorten fotografer blev sendt ud i landet i perioden 2008-2009. På udstillingen følger vi i fotografernes fodspor på rejsen gennem deres Danmark, gennem klit og hede, over byens pladser og ind mellem skovens træer, gennem forstæder og parcelhuskvarterer og ingenmandslandet af indkøbscentre og udkantsområder, gennem barndomslandets hjemlige tryghed, og langs kysterne til det yderste af landets grænser.
Udstillingen giver et sjældent indblik i fotografernes fortolkning af landskabet som kunstnerisk og kulturhistorisk motiv. Det traditionelle begreb om landskabsfotografiet bliver kraftigt udfordret i fotografernes arbejde, hvor referencerne spænder fra guldalderens landskabsmaleri over den nøgternt dokumenterende kortlægning til konceptkunsten. Udstillingen splitter på positiv vis forestillingen om en eventuel national enhed ved at insistere på forskellighed og mange mulige landskaber og fremtidsperspektiver. Værkerne vidner om menneskers personlige forhold til de steder og landskaber, der omgiver os og hvorigennem vi identificerer os.
DELTAGENDE FOTOGRAFER
Jørgen Borg, Peter Brandes, Christina Capetillo, Krass Clement, Joakim Eskildsen, Mads Gamdrup, Nicolai Howalt, John Jedbo, Astrid Kruse Jensen, Fie Johansen, Kirsten Klein, Janne Klerk, Henrik Saxgren og Trine Søndergaard.
STEDER - DANMARK UNDER FORVANDNING ER STØTTET AF
UDSTILLINGEN PÅ HEART ER DESUDEN STØTTET AF
Overretssagfører L. Zeuthens Mindelegat