Jesper Just - This is a landscape of desire

girl1 Jesper JustJesper Just, This is a Landscape of Desire, 2013

09.02.13 - 21.04.13

Årets første store udstilling på HEART - Herning Museum of Contemporary Art - inviterer publikum med ind i Jesper Justs forførende filmiske univers. I de stort anlagte film smelter drøm og virkelighed sammen i et handlingsmættet og uforudsigeligt forløb. Panoramiske landskaber og bymiljøer modspiller intime og erotisk tvetydige situationer, hvor menneskets grundlæggende følelser får frit spil.

Udstillingen This is a Landscape of Desire kaster et retrospektivt blik på Justs mest spektakulære film fra de seneste 10 år og præsenterer et helt nyt værk, som får verdenspremiere til åbningen d. 8. februar 2013. Netop det værk har lagt navn til udstillingen og er blevet til takket være Ny Carlsbergfondets støtte. 

Med greb fra arkitekturen, billedkunsten og filmverdenen, har Jesper Just skabt sit eget særegne sprog, der kaster et nyt lys over menneskelige relationer. I videoværkerne bliver klichéer punkteret, konventioner brudt og Just skildrer med en særlig fingerspidsfornemmelse vores følelsesliv, som det er: komplekst, tvetydigt og foranderligt. 

jesperjust tns 37Jesper Just, This Nameless Spectacle, 2011

INTERNATIONAL GENNEMSLAGSKRAFT
I udlandet har de for længst fået øjnene op for den unge danskers talent. Just modtog The Carnegie Art Award i 2008 og er repræsenteret på The Tate, Brooklyn Museum of Art, Miami Art Museum og andre toneangivende museer verden over. Som følge af kunstnerens internationale succes, er han blevet udvalgt til at stå for det danske bidrag til Venedig Biennalen 2013.

HØJT PRIORITERET KUNSTNER
HEART har haft et tæt samarbejde med Jesper Just og var det første museum, der præsenterede hans værker i en soloudstilling i 2005. Siden har HEART fulgt Justs udvikling med stor fascination og har gennem årene føjet flere af hans værker til museets faste samling. "This is a Landscape of Desire" er det nyeste skud på stammen og filmen, der får verdenspremiere d. 8. februar 2013, er skabt specifikt til HEART.

NI SPEKTAKULÆRE VÆRKER
"This is a Landscape of Desire" præsenterer ni af Justs mest betydningsfulde film, hvoraf den nyeste udgør kernen i udstillingen. Filmen "This is a Landadscape of Desire" vises side om side med tre andre værker i HEARTs største udstillingssal; heriblandt "This Nameless Spectacle", der tager form som en totalinstallation, som placerer beskueren mellem to store modsatrettede skærme og gør publikum til en del af værket. De øvrige fem film kan opleves i museets koncertsal på udvalgte dage.

Udstillingen er kurateret af Caroline Corbetta og co-kurateret af Michael Bank Christoffersen.

FØLGENDE VÆRKER VISES I HEARTs STØRSTE UDSTILLINGSSAL
This is a Landscape of Desire
This Nameless Spectacle
Sirens of Chrome
A Voyage in Dwelling

FØLGENDE VÆRKER VISES I HEARTs KONCERTSAL PÅ UDVALGTE DATOER
It Will All End in Tears
Something to Love
Bliss and Heaven
The Lonely Villa
No Man is an Island II

This is a Landscape of Desire er støttet af Det Obelske Familiefond og Ny Carlsbergfondet.

UDSTILLINGEN ER DESUDEN STØTTET AF
Augustinus Fonden
Beckett-Fonden
Statens Kunstråds Billedkunstudvalg
Tak til galleri Nicolai Wallner

FOTO
Galleri Nicolai Wallner/Jesper Just

Jesper Just - This is a Landscape of Desire hører ind under HEARTs udstillingskategori HEARTfuture

 heart-future