HEART – Herning Museum of Contemporary Art er opstået i grænselandet mellem kunst og erhverv og er båret frem af den passionerede skjortefabrikant Aage Damgaard (1917-1991), som har skabt fundamentet for museets samling. Herning Kunstmuseum blev til i 1977, og åbnede d. 9. september 2009 i en helt ny bygning tegnet af den amerikanske arkitekt Steven Holl. Ved indvielsen ændrede museet navn til HEART.
OPHAVSMAND OG KUNSTMÆCEN
Aage Damgaard (1917-1991) var en landskendt skjortefabrikant fra Herning, der fik stor succes med skjorter af navnet Angli. På Damgaards Angli-fabrikker florerede et levende kunstnerisk miljø præget af en række eksperimenterende danske og udenlandske kunstnere, som Damgaard havde inviteret til at skabe ny kunst i den moderne skjortefabrikations rammer.
Kunstnere som Piero Manzoni, Robert Jacobsen, Paul Gadegaard, Svend Wiig Hansen, Sven Dalsgaard og Carl-Henning Pedersen kom til Herning og satte byen på den anden ende.
Aage Damgaard
"SKULLE DET NU VÆRE KUNST?"
Damgaards samarbejde med kunstnerne vakte stor opsigt og debat i offentligheden. En storm af læserbreve og et væld af artikler blev bragt i både de landsdækkende aviser og i det lokale Herning Folkeblad, som harcelerede mod "alt det skrald, som Herning måtte stå model til. "Skulle det nu være kunst?" Men i realiteten udtrykte den dristige nyskabende kunst en dynamik lig den fremadstormende tekstilindustri i sin søgen efter nye landvindinger.
KUNSTENS BETYDNING FOR DAMGAARD
Damgaard skabte i sin tid som skjortefabrikant en stor og unik kunstsamling, og han var tillige en af de drivende kræfter bag, at Herning blev synonym med den mest progressive samtidskunst op gennem 1950'erne og 1960'erne.
Ingen kunne dengang have forudset, at "den gale skjortefabrikants tossestreger" senere hen ville danne rygraden i samlingen på et statsanerkendt kunstmuseum.
Piero Manzoni med sit hovedværk Merda d'Artista, 1961. Foto: Ole Bagger
EN KUNSTNERISK LEGEPLADS
Damgaard ansatte kunstnerne til at skabe kunst på sine fabrikker, og de fik fuld frihed og total arbejdsro. At blive taget under Damgaards vinger som Angli-kunstner i en arbejdsperiode betød, at Damgaard betalte løn, kost og logi og stillede værkstedsfaciliteter, assistance og materialer til rådighed. Til gengæld tilfaldt størstedelen af de værker, der blev skabt under opholdet på Angli, Damgaards samling.
NÆRT FORHOLD TIL KUNSTNERNE
Mange af kunstnerne var privat indlogeret hos Damgaardfamilien med Bitten Damgaard og familiens fem børn som samlingspunkt, mens andre – som Piero Manzoni – boede på hotel i Herning.
Der er ingen tvivl om, at Damgaard-familiens liv på flere måder var præget af kunsten og de gode venskaber, der udviklede sig under opholdene. Samtalen, venskabet og den særlige ånd, der herskede når kunstnerne var til stede, har virket som livseliksir for Damgaard. Den uddannelse, han manglede fra sine tidlige skoleår præget af ordblindhed, blev her indhentet.
Foto af familie Damgaard
DAMGAARDS MOTIVATION
Men Damgaards projekter med udsmykningerne af sine mange fabrikker udsprang også af hans dybtfølte ønske om forbedrede arbejdsforhold for syersker og andre arbejdere på fabrikkerne. Arbejdsklima og trivsel gik hånd i hånd med god forretningssans. Reklameværdien af omtalen spillede også en rolle for Damgaard-virksomhedens vækst.
"Samtidig med at kunsten glæder mig, anser jeg den – og det lægger jeg ikke skjul på – for at være en fin forretning (...) folk sløves ikke, når de har god kunst for øjnene. Om de så synes om den eller skælder mig ud, jeg er ligeglad! Bare jeg kan ruske folk op. Få dem til at forarges eller begejstres".
– Aage Damgaard