OPVÆKST OG UDDANNELSE
Sven Dalsgaard blev født i Randers i 1914, og var den yngste af tre børn. Faderen døede tidligt, og moderen måtte tage arbejde som hjemmesyerske for at tjene til dagen og vejen. Det var en barndom præget af trange kår. Han kom i lære som håndværksmaler, og fik undervisning i frihåndstegning på aftenskole, men en egentlig uddannelse som kunstmaler tog han ikke. Til gengæld tilbragte han timer på biblioteket, hvor han sugede viden om kunst og litteratur til sig.
Han tog på et tidspunkt til København, og opsøgte der blandt andre kunstneren Vilhelm Bjerke Pedersen for at finde inspiration, og førte lange samtaler med Aksel Jørgensen på Kunstakademiet i København. Han fandt ud af, at kunstakademiet ikke var noget for ham, men holdte forbindelsen med Aksel Jørgensen. Vilhelm Bjerke Pedersen kom også til at betyde meget for Dalsgaard. Han havde været elev hos Kandinsky og Klee på Bauhaus i Tyskland, og var allerede på dette tidspunkt en fremtrædende avantgardist.
Gennem Bjerke Pedersen kunne Dalsgaard få det indblik i surrealismen, han søgte. Det kom også til udtryk i de malerier, han skabte på den tid, som er udpræget figurative og surrealistiske.
PARIS
I 1947 tog Dalsgaard til Paris, hvor han opholdt sig sammen med Richard Mortensen og Robert Jacobsen. De var en del af kredsen omkring Galleri Denise i Paris, hvor man diskuterede og eksponerede den konkrete kunst. Dalsgaard synes dog ikke synderligt påvirket af disse tendenser. Dalsgaard brugte tiden på at besøge talrige gallerier, og han opsøgte surrealismens store navne som Francis Picabia og Victor Brauner.
Efterfølgende fulgte flere kortere og længere ophold i Paris op igennem 1950´erne. Dalsgaards formsprog ændrer sig i denne tid. Det surreelle formsprog forsvinder og erstattes af langstrakte, ubevægelige og forenklede figurer skabt af en meget enkel og helt lige streg. Dalsgaard synes her stærkt inspireret af Alberto Giacometti, hvis værker han havde set i Paris.
Uden titel, 1968. Foto: Gunnar Merrild
DET MONOKROME MALERI
I 1960´erne begyndte Dalsgaard at male sine første monokrome malerier. Med dem lagde han sig i forlængelse af, hvad franskmanden Yves Klein havde dyrket siden 1950´erne, og som italienerne Lucio Fontana og Piero Manzoni også arbejdede intenst med. Men hvor især Manzoni arbejde hen mod en ophævelse af alt betydningsindhold i værket, erkendte Dalsgaard, at selv et fuldstændigt tomt lærred kan give associationer. I stedet begyndte han at undersøge, hvordan netop det minimalt bearbejdede lærred kunne være betydningsbærende.
Værkernes titler vidner også om, at Dalsgaard med sit monokrome maleri gik i en anden retning end nydadaisterne. Titlerne er enten bevidst ironiserende eller en kritisk kommentar til den nydadaistiske søgen efter det fuldstændige indholdsløse værk. I flere år var Dalsgaard optaget af fladen og det monokrome maleri. Det afstedkom forskellige eksperimenter med den og dermed forskellige resultater. Det er også her, at han begyndte at eksperimenterer med den særlige blå farve, der kendetegner mange af hans værker, og som han kaldte "vidunderblå".
Eksperimenterne afstedkom, at de monokrome lærreder fik påmalet øjne, tekst blev tilføjet eller forskellige elementer blev påsat lærredet. Flere af disse værker har snor eller reb bundet om, som var de en pakke. Værkerne lægger umiddelbart op til de mange blå pakker, som Dalsgaard laver på den tid. Maleriets todimensionelle flade blev nu tredimensionel.
PAKKER
Dalsgaard vendte ofte tilbage til "pakken" som kunstnerisk udtryk. De indpakkede genstande, lukkede kuverter og sække er eksempler på, hvordan Dalsgaards kunst også kan være hemmelighedsfuld og bevidst fremmedgørende. Det skjulte pirrer fantasien og nysgerrigheden. Man ved ikke, hvad pakkerne indeholder, og man får det heller ikke at vide. Pakkerne er jo kunst, og som Dalsgaard selv har sagt om dem, så begynder man ikke at pakke dem op, "men står bare og glor på dem". Linien til Manzonis mange værker skjult i dåser og beholdere er kort.
STOLEN
I 1960´ernes sidste halvdel arbejdede Dalsgaard med stolen som objekt. Den blev bearbejdet på alle mulige måder. Fik benene savet af, blev bundet ind i reb, eller blev dyppet i fjer og hængt op i loftet, som om den kunne svæve. Stolen kender vi alle, vi kan forholde os til den med vores krop. Men når den bearbejdes og omformes, røres der ved alt det velkendte, og vi tvinges til at se tingene på en anden måde.
Stol, (uå). Foto: Gunnar Merrild
DANNEBROG
Det samme var på færde, da Dalsgaard i 1967 på en udstilling i Det Danske Hus i Paris, viste 33 malerier af Dannebrog i forskellige størrelser. Udstillingen vakte røre i Danmark. Man blev provokeret af denne brug af nationalsymbolet, men Dalsgaard sagde selv, at det var et udtryk for glæden ved at være dansk.
Malerierne af Dannebrog rummer mange aspekter. De er på en gang et flag og et billede af et flag, de er symbolske og reelle på samme tid, ligesom de er et værk og samtidigt et objekt. Dannebrog var et symbol, som Dalsgaard gentagende gange vendte tilbage til.
EN MARKANT KUNSTNER
Dalsgaard var en vedvarende fornyer af sin kunst, der trods adskillige stilskift vedblev at være dybt personlig og kompromisløs. På intet tidspunkt i hans kunstneriske karriere var der stilstand, og derfor blev hans euvre stort. Han satte sit markante præg på den danske kunsthistorie, og har haft betydning for mange yngre kunstnere. Fra 1973-79 var han gæsteprofessor ved Kunstakademiet, og blev altså alligevel en del af den institution, som han som ung havde valgt fra.
