Angli - historien bag HEART

Birk fotograf Ole Jørgensen angliAngli, 1965. Foto: Ole Jørgensen

HEART hed engang Herning Kunstmuseum og havde fra 1977 til 2009 til huse i den runde, hvide a-formede bygning på den anden side af vejen. Bygningen blev opført i 1965 med det formål at huse Aage Damgaards skjortefabrik Angli. Damgaard var en passioneret kunstsamler og så kunsten som en drivkraft og inspiration for både virksomheden og medarbejderne. Han lod derfor maleren Paul Gadegaard udsmykke fabrikken indvendig og anlagde også i 1965 i samarbejde med arkitekten Christian Frederik Møller og landskabsarkitekt Carl Theodor Sørensen en skulpturpark lige ved siden af fabrikken. Damgaard ville på den måde give sine medarbejdere mulighed for at opleve kunst både mens de arbejde og i det fri.

Skulpturparken er bevaret den dag i dag og består af en 565 meter cirkulær rute. Her kan man se både skulpturer, der forestiller noget og helt abstrakte værker skabt af danske og udenlandske kunstnere.

Maleren Carl-Henning Pedersen (1913-2007) fik efterfølgende til opgave at udsmykke det indre gårdrum i fabrikken. Han arbejdede i perioden fra 1966-1968 med at færdiggøre den gigantiske keramikfrise som fik titlen Fantasiens leg om livets hjul. Men fortællingen slutter ikke der, for i 1973 skænkede Carl-Henning sin og hustruens kunstsamling til Herning Kommune. Til ære for donationen opførte C.F. Møllers tegnestue i 1976 Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum en særskilt bygning på det tidligere fabriksområde. Museet er den dag i dag, takket være en nylig fortaget udvidelse, en integreret del af Angli Gaarden.

 

Læs også

> HEART

> Fantasiens leg om livets hjul

 

Fakta
- Angli Gaarden blev opført i år 1965 af C. F. Møllers tegnestue

- Bygningen blev fredet i 1995

- Angli er tidligere skjortefabrik

- Husede Herning Kunstmuseum fra 1977-2009

 

Læs mere
Herning og Billedkunsten af Birgit Hessellund, Herning Kunstmuseum
Angli gjorde det - Aage Damgaard og kunsten af Ejgil Søholm, Gyldendal
> Aage Damgaard skatkammer - en kunstnerisk legeplads